Fra Luxembourg til Stuttgart

Rejseberetning: De Røde Rejser gik i sidste måned til Luxembourg og Strasbourg – og deltagerne fik også besøgt Colmar og Stuttgart på vejen. En rejse med mange oplevelser (også de mere u-planlagte af slagsen), Paven på storskærm, festmiddag med Margrete Auken og god glühwein. Rejseleder Susanne Larsen fortæller.

 

Tidligt om morgenen fredag fløj vi til Luxembourg. Den danske præst dernede gav os en rundtur i byen. Det var meget spændende. Under frokosten fik vi et foredrag af en dansk medarbejder fra Eurostat. Eurostat er EU’s statistik organisation. De sikrer statistik af høj kvalitet i hele Europa. Bagefter besøgte vi EU-domstolen, hvor den danske dommer fortalte om domstolen og sit arbejde. Han formåede at holde os vågne, selv om de flere af os havde været oppe før kl 4 samme morgen. En bus kørte os de 250 km, der er fra Luxembourg til Strasbourg, hvor vores hotel lå. Det var en dejlig tur, folk fik snakket og sovet. Vi havde vin og snacks med til alle, så det var også hyggeligt.

Efter en lørdag på egen hånd tog gruppen videre til Colmar, som ligger ca. 65 km syd for Strasbourg. Der var julemarked for alle pengene. Det var både grimt, overlæsset, men også fascinerende og glühvinen var fin og varmede dejligt. Med på holdet havde vi en historiker med speciale i religiøs kunst. Hun sørgede for et fascinerende foredrag om Isenheim Alteret, et af 1500 tallets mest betydningsfulde kunstværker.

Det meste af mandagen var på egen hånd for deltagerne. Om aftenen holdt vi gallamiddag med Margrete Auken og et par af hendes politiske rådgivere. En dejlig måde at mødes på.

Tirsdag var vi i Parlamentet. Det var Paven også, så der var et sikkerhedsopbud noget så stort. Heldigvis var det intet problem at få vores gruppe ind ad bagindgangen. Vi var desværre ikke blandt de 6 grupper, der fik lov til at komme ned i salen og høre ham. I stedet kunne vi følge hans besøg på en storskærm. Det var også fint, så kunne vi selv bestemme, hvor meget vi ville høre. I Parlamentet mødtes vi med Margrete Auken og hendes politiske rådgivere. Det er altid en stor oplevelse at komme i Parlamentet og møde hende.

Da man ikke kan flyve direkte fra Strasbourg hjem til København, havde vi arrangeret at tage en bus til Stuttgart og flyve hjem derfra. Det betød, at vi allerede skulle afsted kl 6.25 for at nå flyet i god tid. Men på trods af god planlægning, så stødte vi, 36 km fra lufthavnen, ind i en stor trafikprop. Grundet et stort trafikuheld på motorvejen sad vi fast i 4½ time, mens vores fly fløj hjem uden os. Sekretariatet hjemme i København fik i stedet arrangeret en forbindelse hjem til København senere samme dag. Turen blev dermed forlænget hele 12 timer, men heldigvis var der ingen sure minder. Alle kunne jo se, at der ikke var noget at gøre. Til gengæld lærte deltagerne Stuttgart lufthavn rigtig godt at kende.