Røde Rejser

Røde Rejser genopstår 

SFOF har lavet et samarbejde med DEO (Demokrati i Europa Oplysningsforbundet) og kan i den anledning tilbyde en række særtilbud.

7 dages temarejse i Polen med Vibe Termansen

Afgang: 23. august 2020

Hjemkomst: 29. august 2020

Polen - Gdansk, Warszawa og Poznan

Vi vil bagom den ofte ensidige fremstilling, og forstå hvad der sker i Polen lige nu. Hvad ligger bag regeringens politik? Hvor stærk er den? Hvor splittet er Polen? Vi besøger de fascinerende byer Gdansk, Torun, Warszawa og Poznan, og vi møder græsrødder og eksperter.

 

Den politiske brug af historie er et hovedspor i hele rejsens program, men vi skal også høre, hvad oppositionen, civilsamfundet og EU-Kommissionen i øvrigt kritiserer. Hvem stemte på regeringspartiet Lov og Retfærdighed, hvorfor, og hvad vil regeringen med magten? Hvad ligger bag den kontroversielle klima- og retsstatspolitik? Hvem demonstrerer imod regeringen? Vi forsøger at nuancere polakkernes forhold til EU, klima, miljø, retsstat, demokrati og flygtninge. Hvor står Polen, EU's sjette største land, økonomisk og politisk i 2020; et år, der har budt på præsidentvalg i maj 2020 i kølvandet på både EU-valg og parlamentsvalg i 2019?

Det er altid vigtigt at forstå; ikke mindst når det kommer til dette store land, fuld af voldsom historie, paradokser og modsætninger mellem ung og gammel, land og by, det moderne og traditionen. Det er vores ærinde på denne rejse.

Pris: 7.600 kr. (medlemmer af SFOF 6.600 kr.)

Prisen inkluderer busrejse, fem overnatninger i dobbeltværelse på hotel med morgenmad, færgebillet med overnatning i 4-køjes kahyt, en aftenbuffet og entreer. Tillæg for enkeltværelse på hotellerne 980 kr. Tillæg for 2-køjes kahyt på færgen 180 kr.

Turen foregår i en 4-stjernet bus. Vi kører fra Randers, over Fyn, Høje Taastrup, Karlskrona-Gdynia og hjemkørsel via Tyskland. Der bliver en overnatning på færge, en i Gdansk, tre i Warszawa og en i Poznan.

Rejselederne er Vibe Termansen, historiker, journalist og forfatter med speciale i Polen og Centraleuropa og Michael Birkkjær Lauritsen, rejsechef i DEO, der af flere omgange har haft ophold i Polen.