Alder: fra 14 år. Alle er velkomne uanset friluftserfaring - der er udfordringer til alle niveauer.
Underviser: Sofie Bak Hansen
Antal deltagere: 12
Holdgebyr: 100,- hvilket inkluderer forskellig mad og drikke på holdet samt et tændstål/knivklinge, som vi arbejder med at montere i frisk træ.
Beskrivelse:
På friluftsholdet skal vi samles om glæden ved at dyrke friluftsliv og sammen dykke ned i det nordiske basisfriluftsliv. Vi skal nørde de skills, som er nødvendige for at tage på tur, så du får lyst - eller mere lyst - til eventyr i naturen på egen hånd.
Lær bl.a. at tænde bål med tændstål og naturmaterialer, slå lejr og sanke planter i skoven og på stranden.
Opdag naturens glæder gennem at gå på tur i Livøs fantastiske natur og få sanserne i spil på forskellig vis, snitte i frisk træ og lave mad på bål - og vær med til at tale om emner som natursyn, naturforbundet og bæredygtigt friluftsliv.
På den måde vil vi i denne studiekreds gøre noget med vores krop og hænder og få nye hard skills, samtidig med at vi vil åbne sanserne og reflektere over forskellige emner.
Praktisk: Man må meget gerne medbringe egen kniv, da vi skal snitte i frisk træ, samt spisegrej, kop/mug og gerne et siddeunderlag (det kan bare være en rest af et liggeunderlag).
Hvis du derudover har andet grej, du tænker, vi kunne få brug for, så tag det endelig med. Det kunne være slibesten, økse, håndbor, en guitar eller en sjov leg etc.
Der vil i løbet af ugen være mulighed for overnatning i naturen, hvor eventuelle børn/partner etc. er velkomne. Hvis det har interesse, skal du selv medbringe sovegrej: sovepose og liggeunderlag og evt. en lygte/pandelampe.
Om Underviseren:
Sofie er uddannet folkeskolelærer og underviser i faget ”Grøn – friluftsliv og bæredygtighed” på Future10 på Aarhus Tech. Hun er uddannet friluftsvejleder fra Via University College i Viborg.